Plads til exoter

Flora og fauna

Omans specielle klima, landets utilgængelige, kløftede bjerge og endeløse vidder er et ideelt levested for dyr og planter, hvoraf mange kun findes her.

Det største biologiske særsyn må være den arabiske tahr, en blanding af ged og stenbuk. Den er beslægtet med moskusoksen og var før i tiden også at finde i Europas egeskove — dog for næsten en million år siden. De sidste dyr af denne art lever i dag som på en ø i de stejle skrænter af Jebel Aswad, det Sorte bjerg i Wadi Sarin sydøst for Muscat.

Den arabiske oryx-antilop var allerede uddød i den fri natur, da sultan Qaboos i 1974 med de sidste eksemplarer, der endnu levede i zoologiske haver, på de store grussletter i Mellemoman grundlagde en opdrætningsstation midt i et stort naturfredningsområde — i dag anerkendt som UNESCO-verdensarv. I antikken var det i Egypten skik at binde hornene på de unge oryx-antiloper sammen, hvorefter de voksede sammen — oprindelsen til legenden om enhjørningen.

Op til 100.000 havskildpadder besøger hvert år de lange strande ved Ras al Hadd og Ras al Jinz, der er beskyttet af klippevægge, for at lægge deres æg. Også dette område, som er yderst vigtigt for bevarelsen af dyrene på verdensplan, er fredet i høj grad — det må kun betrædes under opsyn. I det første morgenlys graver mange hundrede små skildpadder sig fri af dybe sandkratere og skynder sig til havet, truet af måger og ræve. Først 30 til 50 år senere vender de tilbage til disse strande igen — først på dette tidspunkt er de blevet kønsmodne.

Om sommeren, når Dhofars kystregion under monsunen forvandles til et subtropisk grønt helvede, hviler her store sværme af trækfugle — et paradis for ornitologer. I lagunerne vader røde flamingoer og skestorke, hejrer søger efter bytte. I luften kredser fiskeørn, lille tårnfalk og aftenfalk, i træerne og buskene flyver nektarfugle, og vævere, palmeduer og gulbugbulbuer samt mange andre bygger deres reder.

Men ikke kun fugle foretrækker denne region. I udkanten af Jebel Samhan lister de sidste fritlevende arabiske leoparder gennem underskoven.

I Dhofars særlige mikroklima trives også en række endemiske planter — en attraktion for botanikere.

Kamelerne derimod virker ikke specielt eksotiske ved første øjekast. Men mange af dem er noget helt særligt. De ædle avlskameler fra Wahiba-stammen anses som verdens hurtigste og kan egentlig ikke købes for penge — medmindre man tilfældigvis er en sheik fra de tilgrænsende emirater.