Saltpander, oliefelter og ældgamle grave

Vest: Al Dhahirah

Al Dhahirah betyder «ryg» og er betegnelsen for den halvørkenagtige slette, som strækker sig fra den vestlige kant af de nordlige Hajarbjerge til klitterne af den store arabiske sandørken, Rub al Khali.

For mere end 4000 år siden blev der i bjergene bag Ibri i stort omfang udvundet og forarbejdet kobber, som derefter med skibe blev leveret til højkulturerne i Mesopotamien og Indusbækkenet.

Begyndelsen til en stor søhandelstradition. I dag finder man fra denne tid til stadig slaggebjerge og frem for alt utallige bikubegrave, der består af stenplader i mange lag, samt store, cirkelrunde fællesgrave.

Nekropolen i regionen omkring Bat og Amlah betragtes som den største fra denne epoke på verdensplan og er derfor UNESCO-verdensarv.

Ibri var en gang vareomladningssted for golfkystens berygtede pirater. Disse tider er ganske vist forlængst forbi, men man imponeres stadig af en store suq og den store fæstning midt i oasen.

I grænseområdet til Saudi-Arabien ligger de berygtede saltpander af Umm as Samim, «giftens moder». Et område, som man den dag i dag næsten ikke kan trænge igennem, selv med de mest moderne køretøjer. Selv om de tilstødende sletter i dette grænseområde forekommer afvisende, er de meget vigtige for landet. Her, rundt om Fahud, banker Omans økonomiske hjerte, her ligger nogle af de vigtigste oliefelter. Denne region er Omans varmeste — temperaturer på mere end 50 grader er normale om sommeren. Skygge findes ikke. Solen brænder lodret ned på udvindingsanlæggene, varme vinde ser ud til at forbrænde alt.